Ydelser

STRATEGI

Mutual hjælper jer med at udvikle jeres strategi, så I sætter ambitiøse mål, I ved hvordan I kan lykkes med. I kan være en offentlig institution, fond, medlemsorganisation eller privat virksomhed.

Strategi er kort sagt at kunne svare sammenhængende på fem strategiske spørgsmål. Kvaliteten af svarene – altså kvaliteten af strategien – sikres gennem en struktureret beslutningsproces.

Mutual faciliterer proces, sikrer at de nødvendige analyser gennemføres, bidrager med inspiration og kreative idéer, yder strategisk sparring og rådgivning undervejs og hjælper med at spidsformulere strategien og dens hovedbudskaber.

Strategiprocesser skal være energi- og meningsskabende – og kreative såvel som analytiske. Den rette strategiproces tilrettelægger vi sammen. 

Processen vil kunne bestå af aktiviteter som f.eks. workshops med ledelse, medarbejdere og bestyrelse, fælles arbejdssprints, stormøder, interviews og surveys, tests af udkast og værditilbud i omverdenen med mere.

HVORNÅR BLIVER STRATEGI(PROCES) SÆRLIGT GOD?

1. NÅR DER TRÆFFES REELLE TIL- OG FRAVALG

2. NÅR IMPLEMENTERING ER EN DEL AF STRATEGIEN

3. NÅR STRATEGIEN ER MERE END ET KOMPROMIS

Strategi handler ikke (kun) om at skrive et dokument, som lyder rigtigt. I bund og grund handler det om aktive til- og fravalg af attraktive muligheder. 

Det betyder, at en god strategiproces skal have mange gode løsninger i spil, der konkurrerer med hinanden.

Særligt det at vælge gode ting fra er svært – men det er nødvendigt, hvis I vil sikre det nødvendige fokus på det, der er vigtigst og som I tror mest på.

Strategi handler ikke kun om, at I sætter en vision, men skal være hjælp til at træffe operationelle valg for alle i jeres organisation.

Hvis ikke valgene i hverdagen stemmer overens med de overordnede strategiske til- og fravalg, så har I ingen rigtig strategi – kun på papiret.

Derfor er de operationelle spørgsmål også vigtige at forholde sig til undervejs i udviklingen af jeres strategi.

 

Man kan formulere strategi i en ”mæglet” proces, hvor man alene søger at ramme balancen i forventningerne. Men så er det svært at skabe den sammenhængende fortælling og logik i indsatser, prioriteter og beslutninger.

I skal som ledelse ramme balancen mellem at spørge, lytte og skabe syntese af inputtene – og så sætte retningen og selv komme med svarene. Det kræver både tid til at tænke sig om og afstemte forventninger med de øvrige involverede.

 

ØKOSYSTEM

Mutual hjælper jer med at tage lederskab i jeres økosystem, så I kan lykkes med større missioner sammen med andre aktører omkring jer.

Økosystemer, hvad end de består af samarbejdende kommercielle virksomheder, NGO’er, fonde eller offentlige myndigheder, kan løse nogle af de udfordringer, der gør systemer ineffektive og ufokuserede, holder innovation og potentialer tilbage eller fastholder problemer, som alle aktørerne er interesserede i at løse. Et sundt økosystem kan sikre koordinering og fælles strategisk retning, så man undgår unødig konkurrence om f.eks. kunder, medlemmer, opmærksomhed eller fondsbevillinger.

Man vil typisk tage initiativ til at skabe eller dyrke økosystemer fordi man ønsker at lykkes med noget svært eller systemisk sammen med andre. Nye økosystemer og systemisk innovation kræver lederskab.

Lederskabet starter hos organisationer, der sponsorerer eller er initiativtagere til økosystemer – jer, der tager teten. Som ledende aktør eller aktører skal I sikre at I har tilstrækkelig argumentation, legitimitet, indflydelse eller tiltrækningskraft. Dette kan I vise ved at lægge hånden på kogepladen og lave investeringer i samarbejdsformater og infrastruktur, som ikke kan trækkes tilbage.

Jeres økosystem kan kun materialisere sig og vokse, hvis det lykkes jer med initiativet at få andre til at lave investeringer i det. Investeringerne kan bestå af penge eller ressourcer men vil også bestå i at man følger fælles regler og arbejder efter fælles mål og visioner.

Efterhånden som økosystemet modnes og flere kommer med, kan lederskab og ejerskab distribueres til flere aktører i økosystemet gennem ny og skræddersyet governance (beslutningsprocesser og -fora).

Endelig kan jeres økosystem kun fungere i praksis, hvis det understøttes af platforme og formater for samarbejde, der tiltrækker og motiverer deltagere, og giver dem attraktive roller at spille. Disse formater kan se ud på mange måder – onlineplatforme for vidensdeling, fælles videreuddannelse og konferencer, sociale og faglige events, sam-lokation, nye fælles produkter og tilbud til kunder, fælles input til policy og lovgivning.

SE STRATEGISK PÅ JERES ØKOSYSTEM, HVIS I...
  • Vil arbejde systemisk med at løse wicked problems
  • Vil tilbyde kunder eller medlemmer nye og mere samlede værditilbud i samarbejde med andre
  • Vil organisere jer og jeres samarbejds- og produktionsmåder mere effektivt, så I ikke skal lave alting selv
  • Vil skabe større innovation og åbenhed, der kan hjælpe jer strategisk
ET LEDERSKAB I ET ØKOSYSTEM SKAL...

Mutual kan hjælpe jer med strategisk review af jeres økosystem og etablering af nye økosystemer og samarbejder – fra de første koncepter og idéer til ny governance og samarbejdsformater.

COMMUNITY

Mutual hjælper jer, der gerne vil samle og aktivere et community omkring jer selv som brand eller organisation eller omkring en sag, der ligger jer på sinde.

Communities består af mennesker, der af egen fri vilje giver og modtager hjælp – også selvom der er tale om et fællesskab centreret omkring et stort brand eller en stor aktør. Det er først et rigtigt community, når deltagerne opfatter sig selv som fuldgyldige ejere af fællesskabet og brænder for det og hinanden. Derfor er det en særlig disciplin at lave strategi for dem. Der skal være mere fleksibilitet i strategien end når I laver strategi for jeres egen organisation, som I kan styre.

Det vigtigste for en communitystrategi er at definere de allervigtigste deltagere og deres motivation. Deltagerne i et community skal opleve både at give og få. Når deltagerne i et community både oplever at lykkes bedre selv og oplever at bidrage til at andre lykkes eller til fælles dagsordner – så er communitiet lykkedes på sine egne præmisser, og set fra deltagernes perspektiv. Det er op til jer som initiativtagere at sikre, at der så også er strategisk relevans samlet set.

Mutual har en grundig og aktivistisk proces for at definere målgrupper i et community, deres motivationer – samt udvikle indholdsaktiviteter og formater, der kan binde store grupper sammen og skabe mening og værdi i fælleskabet.

Processen er aktivistisk, fordi vi hurtigt går i marken og prøver aktiviteter af – og involverer håndplukkede deltagere i målgrupperne tidligt, så de bliver medskabere af deres kommende community.

FORRETNING

At skabe værdi for andre i sit nærmiljø – kunder, medlemmer, samarbejdspartnere, selv myndigheder – er essentielt for alle organisationer. Og det skærper éns forståelse af sin forretning, om den er kommerciel eller ej, at betragte det man leverer som ‘værditilbud’, der kan beskrives, testes og kvalificeres. 

Når man arbejder med værditilbud starter man altid med “kunden”. Det er ikke vigtigt om kunden rent faktisk er betalende eller ej. Det giver et sundt udefra-og-ind-perspektiv. Nogle gange er værdien af ens produkt eller ydelse en helt anden end den, man tror, og nogle gange har dem vi leverer produkter og services til nogle helt andre behov end vi troede.

Mutual hjælper jer med at definere og afprøve jeres produkter og serviceydelser – jeres værditilbud til omverdenen. Sammen opstiller vi hypoteser og prototyper på ydelser og produkter, analyserer mulige målgrupper og deres behov, og tester hvordan nye værditilbud modtages af potentielle kunder.